Oversigt

§ 1. Medlemskabet

Medlemskabet er en aftale mellem medlemmet og Aarhus Crossfit eller de dertil knyttede selskaber. Et medlemskab er personligt og kan ikke benyttes af andre end medlemmet. Ændringer i persondata som f.eks. navn, adresse, e- mail, telefonnummer skal øjeblikkeligt meddeles til Aarhus Crossfit i receptionen eller på email; info@aarhuscrossfit.dk. Medlemskabet giver adgang til at træne i det antal ugentlige træninger, som er tilknyttet det pågældende medlemskab. Medlemskabet giver adgang til at træne i de tidszoner, som er tilknyttet det pågældende medlemskab.

§ 2. Ændringer

Aarhus Crossfit forbeholder sig retten til at foretage ændringer i udbud/tilbud, åbningstider og i betingelserne. Ændringerne kan tidligst træde i kraft 2 uger efter, at de har været annonceret på Aarhus Crossfit hjemmeside.

§ 3. Varighed

PBS- og KORT-medlemskaber er løbende medlemskaber, der fortsætter, indtil de opsiges i henhold til § 9. Kontante medlemskaber ophører automatisk ved udløb af den periode, der er betalt for. Det er ikke muligt at få delvis eller samlet refundering af forudbetalte medlemskaber. Denne type medlemskab tages kun i brug i særlige tilfælde og ved evt. svigt af PBS-systemet o.l. Varighed af medlemskabet afhænger af hvilken type medlemskab der købes. Der henvises til ”Priser” på Aarhus Crossfits hjemmeside.

§ 4. Medlemskort

I Aarhus Crossfit tildeles medlemmet et medlemskort. Mister eller beskadiger medlemmet dette kan et erstatningsmedlemskort købes i receptionen for 20 DKR.

§ 5. Betaling

Ved oprettelse af et kontant medlemskab forudbetales der for den samlede aftaleperiode. Ved oprettelse af et PBS-medlemskab tilmeldes aftalen PBS og den månedlige ydelse fratrækkes automatisk medlemmets bankkonto fra den dag medlemmet tilmelder sig. Ved længerevarigt medlemskab vil betalings- datoen være den samme, som indmeldingsdagen. (f.eks. Hvis medlemmet tilmeldes d. 15/5, vil næste betaling være d. 15/6) Betaling for medlemskab er inklusiv den moms, som Aarhus Crossfit betaler for medlemmets adgang til træningsredskaber o.l. Nogle af Aarhus Crossfits ydelser er fritaget for moms, f.eks. holdtræning, lukkede/private hold og privatundervisning. Ved kontant indmeldelse og betaling af kontingent skal sygesikringsbevis og evt. visa-/dankort medbringes.

§ 6. For sen betaling

Betales den løbende ydelse ved et PBS-medlemskab ikke til den aftalte tid, udsendes et rykkerbrev til medlemmet og desuden opkræves et rykkergebyr efter gældende takst. Hvis medlemmet ikke betaler senest 10 dage efter den angivne forfaldsdato, har Aarhus Crossfit ret til at ophæve medlemskabet uden yderligere varsel. Desuden forbeholder Aarhus Crossfit sig retten til at opkræve beløbet for den resterende del af den relevante betalingsperiode. Medlemmets adgangskort spærres, og medlemmet er udelukket fra alle former for træning hos Aarhus Crossfit, indtil betaling af Aarhus Crossfits tilgodehavende er sket, hvorefter medlemmet igen er berettiget til at benytte Aarhus Crossfits faciliteter, indtil udløbet af den relevante betalingsperiode.

§ 7. Prisændringer

Prisændringer annonceres på hjemmesiden senest 2 uger før prisændringerne træder i kraft. Medlemmet er selv ansvarligt for, at holde sig opdateret herom. Ønsker medlemmet herefter ikke at opretholde sit medlemskab, som følge af prisændringerne, er medlemmet berettiget til at opsige sit medlemskab efter proceduren i § 9.

§ 8. Beroperioder

Medlemskabet kan sættes i bero for minimum 1 uge dog maks 6 måneder. Der skal ved beroperiodens start angives start- og slutdato for beroperioden. Medlemskabet kan sættes i bero op til 4 gange pr. år. Det er ikke muligt at sætte et medlemskab i bero i en opsigelsesperiode, og en evt. berosætning ophæves, hvis medlemskabet opsiges.
Berosætning af medlemskab skal ske ved henvendelse via e-mail: reception@aarhuscrossfit.dk

§ 9. Opsigelse af medlemskaber

Medlemskaber kan til enhver tid opsiges med et varsel på løbende måned + 1 måned til udgangen af én måned. Opsigelse kan ske ved henvendelse i via email; reception@aarhuscrossfit.dk. Såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt et Medlemskab er opsagt, skal medlemmet kunne bevise, at der uomtvisteligt er sket en opsigelse med dato og medlemmets underskrift.

§ 10. Umyndige medlemmer

Er en person under 18 år eller umyndig, kan medlemskab kun opnås, hvis en værge tegner et medlemskab for personen på værgens regning.

§ 11. Helbredstilstand og personskade

Al træning sker på eget ansvar. Alle førstegangstrænende skal konsultere en instruktør, inden træningen påbegyndes. Et medlem er selv ansvarligt for at være i en helbredstilstand, der tillader deltagelse i aktiviteter hos Aarhus Crossfit. Aarhus Crossfit tager heller ikke ansvar for personskader på et medlem som følge af ulykker eller andre besøgendes handlinger eller mangelfulde handlinger. I øvrigt følges dansk erstatningsrets regler på området.

§ 12. Værdigenstande

Aarhus Crossfit bærer ikke noget ansvar for tab på grund af tyveri eller skade af personlige ejendomme.

§ 13. Ordensregler

Det til enhver tid gældende ordensreglement, samt anvisninger givet af Aarhus Crossfit's personale, skal altid følges. Alt udstyr skal sættes på korrekt plads efter endt brug.

§ 15. Doping

Findes der bevis på brug af doping, herunder også "social drugs", medfører dette en udelukkelse på mindst 2 år fra træning i Aarhus Crossfits træningscenter og alle andre træningscentre relaterede hertil.

§ 16. Udelukkelse af medlem

Aarhus Crossfit kan uden angivelse af grund afbryde enhver aftale om medlemskab med øjeblikkelig virkning. I så fald tilbagebetales samtlige uudnyttede forudbetalinger. I tilfælde af væsentlig misligholdelse af medlemsbetingelserne eller ordensreglementet, som f.eks. doping eller udlån af medlemskort, sker der imidlertid ikke tilbagebetaling af nogen art.

§ 17. Ændring af medlemsbetingelser

Aarhus Crossfit kan ændre medlemsbetingelserne med et varsel på 2 uger. Ved væsentlige ændringer i medlemsvilkårerne, annonceres dette på Aarhus Crossfits hjemmeside. Ønsker medlemmet herefter ikke at opretholde sit medlemskab, som følge af vilkårsændringerne, er medlemmet berettiget til at opsige sit medlemskab efter proceduren i § 9. Aarhus Crossfit har ret til at foretage sædvanlige ændringer i ordensreglement, holdaktiviteter, lokaler, udstyr og åbningstider.

§ 18 Udeblivelse fra booking

Såfremt du benytter servicen onlinebooking og ikke møder op til den valgte time senest 5 minutter før start på timen medfører det en bøde på 20 DKR / 1 Klip / 1 dag som trækkes fra dit medlemskab, hvis du bliver forhindret så skal du melde afbud senest 1 time før holdstart.

§ 19 Omfang af medlemsbetingelser

Ovenstående - samt accept af at træning sker på eget ansvar - gælder for alle medlemmer i Aarhus Crossfit, dvs. for holdtræning, privattimer, box, kurser afholdt for medlemmer og ikke-medlemmer og andre til Aarhus Crossfit relaterede aktiviteter. For yderligere oplysninger om priser henvises til Aarhus Crossfits hjemmeside (www.aarhuscrossfit.dk).

§ 20 Lukkedage

Vi forbeholder os retten til at holde helt eller delvist lukket i 2-6 dage pr. år, i forbindelse med konkurrencer, sponsordage mv. Dette oplyses altid i god tid på http://aarhuscrossfit.dk.